Smykker / Smykkepleje
 
Jeg har et stort ønske om, at det smykke, der har fundet vej til dig, forbliver smukt i mange, mange år!
Men - som med så meget andet, kræver det lidt pleje og omsorg.
Derfor håber jeg, at du vil følge nogle få, simple anbefalinger, der vil holde dit smykke fint - længe og gerne altid.
Husk, at et unikasmykke skal behandles unikt :)
 
  
Smykker af sølv og forgyldt sølv:
Alle metaller kan med tiden få en mørk overflade.
Dette skyldes bl.a, at metallet påvirkes af svovlbrinte, som findes i luften, samt af sved, sæbe, creme og parfume.
For at udsætte/undgå denne proces, anbefales det: 
  • at du opbevarer smykket i æske, når det ikke bruges.
  • at du tager smykket af ved badning og når du sover.
  • at smykket ikke kommer i berøring af creme/parfume.                
Hvis dit smykke er blevet mørkt, kan det vaskes forsigtigt i mild sæbe og pudses med en blød klud.
En "forimpreneret" pudseklud til sølv, som kan købes i de fleste supermarkeder, kan også med fordel benyttes (ikke til forgyldt sølv) - man bør dog undgå at sten/perler kommer i kontakt med kluden.
 
I handlen fås forskelligt flydende "smykkerens" på flaske.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at sten og naturperler ikke tåler disse væsker. 
 
Hvis du i en længere periode ikke bruger dit smykke, anbefales det, at det opbevares i tætsluttet æske eller pose.
 
Vær generelt opmærksom på, at håndlavede unikasmykker, og især armbånd samt halskæder der består af fine, spinkle sølvkæder og led, skal bruges med omtanke - ikke under havearbejde, rengøring, fitness el. lign :)
 
 
Wiretråd:
Til halskæder med store sten (udgåede kollektioner) benyttes stærk kvalitets wiretråd.
Wiretråd skal dog behandles med omhu, og derfor anbefales det:
  • at du ikke folder dit smykke sammen, så det ligger "krøllet", da wiretråden på den måde kan få nogle "knæk", der kan gøre den porøs.
  • at du hænger dit smykke på et smykkestativ, eller aller bedst; lægger det i æske i en cirkel. På den måde bevares elastisiteten og styrken i wiretråden.
 
Magnetkuglelåse:
Wiretråd er et stærkt materiale, men alt kan slides med tiden.
For ikke at slide unødigt på wiretråden, anbefales det:
  • at du åbner magnetlåse ved at "glide" dem fra hinanden og ikke hive i kæden. 
 
Skind og kork:
Skind og kork (udgåede kollektioner) er naturmaterialer, og umiddelbart tåler de derfor vand - men i bearbejdet stand tåler de ikke vand på samme måde som i naturen, da de bliver hårde og usmidige.
Sæbe/shampoo vil ligeledes med tiden gøre disse materialer hårde, hvorfor det frarådes at beholde armbåndene på under badning.
Ligeledes kan der være indfarvninger, der kan blive ødelagt af f.eks klor eller saltvand.
Det anbefales derfor:
  • at armbånd i skind og kork ikke bruges under bad eller i svømmehal/hav, da det over tid kan gøre materialerne hårde og usmidige.
 
 
    
edstrand.dk / Malene Edstrand | Lillevangsvej 37, 3520 Farum - Registreret hos Ædelmetalkontrollen  | Tlf.: 2883 4078